Når jeg tager livet til genovervejelse - langt indlæg!

Det er længe siden at jeg har taget min situation i livet til stilling. Her forleden brød jeg sammen og så hvordan jeg inden for de sidste par år har ændret mit liv. Der er sket rigtig mange ting - både gode og dårlige, men forleden så jeg alle de dårlige ting for mig. Jeg knækkede sammen og var få sekunder fra at gå fra Simon, ikke fordi jeg ikke elsker ham mere - han betyder alverden, men fordi at jeg ikke kunne overskue den måde jeg har udlevet mit liv på på det seneste. Efter jeg begyndte at se Simon er der sket virkelig mange ting, det skal ikke lyde som om at jeg beskylder vores forhold for det der er sket, men ting ændrer sig når man får en kæreste. De fleste af de ting der sker, når man kommer i et forhold er selvfølgelig gode, men der sker for nogle, der i blandt mig, en portion dårlige ting. Jeg har inden for de seneste 2,5 år taget ca 12-13 kg på, det har taget hårdt på min selvtillid, hvilket har gjort at jeg ikke går lige så meget op i mig selv som dengang. jeg går 100% lige så meget op i mit tøj og min stil, måske mere, men jeg synes ikke altid at jeg kan udnytte min stil, da jeg efterhånden er kommet op i et par størrelser større. jeg har aldrig været tynd, men slank for det meste. Jeg har kunnet gå i lige præcis det tøj jeg har villet - det kan jeg ikke længere.

Når man får en kæreste, handler alting pludselig om ham. I starten synes jeg, at jeg var vildt gode til at holde kontakten til mine fantastiske veninder. Jeg har aldrig været god til at lave aftaler med min veninder - har måske virket ligeglad, men piger; det er jeg IKKE! Dog må jeg indrømme at jeg har vænnet mig til, at have det fint med bare at være sammen med Simon eller min mor - hvilket ikke er ok! Simon og jeg gik forleden og snakkede om mit forhold til min mor, det skete i forbindelse med, at jeg fik en pludselig trang til at købe hende en gave. Jeg gik i totalt "mor-mode". Min mor og jeg har et bånd der ikke kan beskrives, jeg elsker hende af hele mit hjerte og ville ikke vide hvad jeg skulle gøre foruden hende. Simon og jeg blev enige om, at hun er blevet min bedste veninde, uden at det er for nørdet. Jeg kan være sammen med min mor konstant og hele tiden  uden at blive træt af hende. Den bedste ferie i mit liv var turen til New York med min mor. Jeg har ladet mig fortælle at det ikke er alle der kan gå op og ned af deres mødre uden at blive sindsyge. - Nå lad os prøve ikke at blive alt for sentimentale her!

Det jeg ville frem til var, at jeg ser mine veninder ALT ALT for lidt.

Udover de ovennævnte ting gik min skolegang ikke som jeg ville. Jeg ville så gerne have været ude med at super flot resultat, men jeg ødelagde det for mig selv. Jeg var uengageret, uinteresseret og har rygrad som en regnorm.
Simon blev alvorligt syg i Januar og det tog hårdt på mig. Han havde været syg gennem længere tid + han havde et sløret område i det ene øje. Han tog til lægen og fik at vide at det var influenza, og blev derefter sendt til øjenlæge. Hos øjenlægen var jeg med. Han blev undersøgt og det viste sig, at han havde blødninger bag begge øjne. Lægen sagde meget bestemt at dette ikke var normalt, han havde aftalt med hospitalet, at vi skulle ankomme der inden for kort tid. Vi blev taget imod af en meget sød læge, han virkede meget interesseret i Simon, og sagde at han elskede at arbejde med patienter, der ikke var lige til at regne ud og hvor alt ikke lige var efter bogen. Efter lang tids venten blev vi sendt hjem, så vi kunne få noget at spise. De ville kontakte os kl 22.00 når resultaterne fra blodprøverne var klar. Vi bestilte pizza og ventede spændt på opkaldet. Lægen ringede og fortalte, at Simons antal af hvide blodlegemer var meget for højet, og at vi med det samme skulle køre til Rigshospitalet. Vi blev sendt til hæmotologisk afdeling. Vi blev afhentet af en sygeplejerske, da vi fór forvildet rundt på det store hospital. Vi var blanke for ideer om hvad der kunne være i vejen med Simon, men da sygeplejersken på meget dårlig vis fik afsløret, at vi sad på en gang med folk uden hår, og at vi ikke måtte blive forskrækket når vi gik på gangen, da fandt vi ud af hvilken retning dette ville tage. Simon brød sammen i gråd og jeg med. Sygeplejersken sendte en læge ind der fortalte os, at sandsynligheden for at Simon var ramt af kræft var meget stor. Simons gråd blev værre og jeg sank til gulvet foran Simons ben. Han tog mig om hovedet og sagde med frygt i stemmen; "Jeg er bange - jeg vil ikke dø. Jeg elsker dig" Simon frygtede for hans liv, selvom lægen var overbevist om, at det ikke var den vej det skulle gå. Simon fortalte at hans farfar var gået bort af kræft og at Simon ikke ville gå samme vej.
Simon er i dag rask og har det godt.
Den skrækkelige oplevelse gjorde, at jeg lagde alt på hylden der ikke omhandlede Simon. Min skolegang blev halveret og jeg ville så vidt muligt ikke lave andet end at være sammen med ham.

Derudover blev jeg for et par måneder siden truet med voldtægt og på livet på mit job, hvilket jeg til at starte mig ikke troede skulle tage særlig hårdt på mig. Selvfølgelig var jeg skræmt den aften det skete, men de efterfølgende dage havde jeg det egentlig ok. Det blev så ikke ved med at være sådan - jeg kan nu ikke gå alene når det er mørk. Jeg har dog heldigvis fundet frem til, at hvis jeg snakker i telefin med en samtidig, så går det nok..

Det blev meget længere og langt mere rørstrømsk end jeg havde regnet  med, men det jeg ville frem til var, at jeg i dag har taget beslutningen om at dette skal være slut. Nu vil jeg være 100% glad! Jeg vil genoptage kontakten til mine veninder, jeg vil gå 100% op i mit nye fantastiske job og jeg vil genopdage hvordan en gåtur på stranden kan rede en hel dag.

Jeg havde lige brug for at få mine tanker ud - jeg håber ikke, at jeg har fået forskrækket jer for meget.